23948sdkhjf

Coop-chef: Vestjyske fødevareproducenter mangler ambitioner

- Man har ikke lyst til, at de forretninger, man har, skal vokse sig større, siger han.
Coop har svært ved at hive lokale midt- og vestjyske varer ind på hylderne i Superbrugsen og Kvickly. Det er ellers en god måde at skabe vækst for de mindre producenter. Det mener Christian Christensen, der er lokalvarechef for Coop.

- Der er lidt en mangel på ambitioner. Man har ikke lyst til, at de forretninger, man har, skal vokse sig større, siger han til DR Midt & Vest.

Kritikken bider ikke på John Smith, som har mikrobryggeriet Staarup Haandbryg i nærheden af Skive. Han vil ikke vækste for vækstens skyld.

- Vores vækst skal ikke ødelægge den hygge, der er ved at producere vores produkter, siger han.

Bryggeriet vandt Coops konkurrence for "Årets bedste lokale vare". Alligevel har de ikke indgået et samarbejde med dagligvarekæden.

Ærgerligt, mener Christian Christensen fra Coop. Han hører, at folk i yderområderne er trætte af politikere, der ikke gør nok for at skabe udvikling, men det er ikke politikerne, man skal kigge efter.

- Det er kun de små erhvervsdrivende, der kan skabe udviklingen i yderområderne. Så det er lidt et spørgsmål om at tage ansvar for det lokalområde, man er i, og være en aktiv spiller i det, siger han til DR Midt & Vest.

Staarup Haandbryg er i stand til at betale regningerne. Derfor fokuserer brygger John Smith hellere på nærvær end vækst.

- Det er afgørende, at vi giver både bryggeriet, produkterne og de kunder, der kommer herud vores fulde opmærksomhed, siger han.

Ifølge Christian Christensen omsætter Coop for et tocifret millionbeløb hver måned på lokalvaresortimentet.

Inden for en overskuelig fremtid regner han med, at det kommer op på to milliarder om året. Det skriver DR Midt & Vest.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141